Christian Eriksen fortsatte den gode stil fra landskampen mod England, da danskerens klub Ajax Amsterdam på udebane spillede 2-2 mod Roda med Mads Junker og Morten Skoubo på holdet.
Eriksen spillede med nummer otte på ryggen, men danskerens oplæg til 1-0-målet var en 10'er værdig. Med en perfekt følt yderside fandt Eriksen holdkammeraten Miralem Sulejmani i dybden, og han omsatte den fortrinlige aflevering efter fortjeneste.
Efter 34 minutter øgede Siem De Jong til 2-0, men så tog Mads Junker fat. Han ville vist ikke længere stå tilbage for sin sprudlende landsmand.
Junker på plettet
Junker gjorde det, han normalt gør allerbedst. Målinstinktet guidede danskeren ind i Ajax' straffesparksfelt, hvor han prikkede en tværaflevering i mål. Det var Junkers niende sæsonmål.
Junker gjorde det, han normalt gør allerbedst. Målinstinktet guidede danskeren ind i Ajax' straffesparksfelt, hvor han prikkede en tværaflevering i mål. Det var Junkers niende sæsonmål.
Så indledte Roda jagten på en udligning, og til det formål sendte hjemmeholdet Morten Skoubo på banen fra starten af anden halvleg. Udligningen kom godt 35 minutter senere, da Anouar Hadouir direkte på frispark scorede til 2-2.
Fem minutter før tid overså kampens dommer en kæmpe straffespark til Ajax. Det kompenserede han dog for på det efterfølgende hjørnespark, hvor han overraskende pegede på pletten. En Roda-spiller havde haft hånd på bold vurderede dommeren.
Ajax brændte dog straffesparket og chancen for at snuppe alle tre point. Det betyder, at Christian Eriksen og holdkammeraterne nu er fem point efter ærkerivalen PSV Eindhoven, der topper den hollandske liga. Roda ligger nummer syv.